Der er supergriller. Gourmet pølser, stærk chili, hjemmelavet agurkesalat, højt til loftet og tæt til smil.

Igennem 34 år har Niller haft sin pølsevogn på hjørnet af Strandbygade og Nørregade, men den 30. juni er det slut. Efter 34 år.

Niels Henning Drejergaard har endnu ikke helt vænnet sig til tanken om, at han ikke skal møde ind hver morgen klokken otte og gøre klar til dagen, men et kik i spejlet, på dåbsattesten og den megen korrespondance mellem sundhedsvæsnet og adressen derhjemme, hvisker ham klart og tydeligt, at nu er det til til at lægge pølse- tangen.

- Både min kone Rie og jeg har døjet med et dårligt helbred gennem mange år. Jeg har haft store hjerteproblemer, og Rie sin sclerose, der nu er blevet kaldt noget andet, så vi kan sgu ikke holde til det, og holder en mikroskopisk pause, mens der synkes lidt.

For savne jobbet, det kommer han sgu til.

Snakken med kunderne. Det at kunne følge lidt med i hinandens liv og spørge til hvordan det går med ungerne.

- Jeg har en kunde, der var i lære nede ved Grumsen for 34 år siden. Der kom han kørende hertil i en lille potte af en Opel. I dag er han højt på strå, og kommer i sin store BMW. Han er et andet sted i livet, men sin pølse, den skal han have, siger Niller.

Sælg din opskrift
Det er ikke kun stamkunder, der kommer her. Nogle kommer – udfordret af andre – for at teste de forskellige chilisaucer, hvoraf de stærkeste kan vække en død, og brænde en hals af på 10 sekunder.

Og de der saucer, som han og konen går og hygger sig med at lave derhjemme, var faktisk blevet halvberømte. Måske endda hel-berømte, for pludselig en dag stod der to vigtigt udseende herrer i jakkesæt og velpudsede sko og sagde, at de havde hørt om hans saucer og at flere af deres medarbejdere havde testet dem løbende.

- Jeg var godt i gang med at servere for andre kunder, da en af dem spurgte, om jeg ville sælge dem. Sælge dem, tænkte jeg. Ja sådan til massefabrikation, sagde de. Jeg troede, de tog pis på mig, men en af dem kaldte på mig. Hvis vi nu betaler det her for opskrifterne, sagde den ene og pegede på et stykke papir, hvorpå der var et et-tal med rigtigt mange nuller på.

- Jeg troede ikke rigtigt på dem og slog det lidt hen overfor dem. Så gik de igen. De var fra en stor international fødevarevirksomhed. Jeg kan godt ærgre mig lidt over det i dag, så hvis der er en der kender til det her, så må I godt lige ringe til dem og sige, at nu er jeg klar, siger Niller med et skævt og måske ærgerligt smil.

Prins havde ikke travlt
Det er i sagens natur mest esbjergensere, der kigger ind, men kendisser har der også været forbi. Kronprinsen kom en dag forbi. Hans to livvagter blev udenfor, og så kom han indenfor og bestilte en hotdog.

- Jeg tror han hyggede sig. Han blev behandlet ligesom enhver. Jeg fortalte mine dårlige jokes, og han grinede med. Han havde i al fald ikke travlt med at komme videre. En anden gang var det Super-Brian, der kom ind med nogle af sine folk. Han var sgu’ en hyggelig fyr, siger Niller.

Når pølsevognen er solgt, er det ikke helt forbi. Hjemme i garagen står der en transportabel en af slagsen, og den håber Niller at han kan komme rundt med engang imellem, når der er receptioner, fest og rejsegilder.

Ellers står den på fortjent afslapning hjemme i haven, der lige skal have en kærlig hånd og så er der en carport, der lige skal bygges.

FAKTA
Er man interesseret i at sælge pølser fra hjørnet, kan man kontakte Esbjerg Kommune, der netop har slået pladsen op på hjemmesiden. I første omgang er det humanitære og sociale organisationer, der har fortrinsret, men er der ingen af dem, der byder, så kan det blive en privat, der overtager vognen.