Butts & Buttons er navnet på en ny herretøjsbutik, der åbner dørene den 30. august.
I mange år er der blevet langet rundstykker og andet bagerbrød over disken, men nu er den tidligere bagerbutik, Bager Max i Torvegade, ved at blive omdannet til et modemekka for mænd.
Den er den esbjergensiske tøjmand Torben Sørenen, der er i gang med at realisere en drøm om en herretøjsbutik, og den 30. august åbner han dørene til Butts & Buttons indrettet i rå New Yorker-stil med højt til loftet, rå vægge, ståltrappe og italienske lamper.
- Det er min intention at skabe et fedt udtryk, en livsstilsbutik, hvor kunderne føler sig hjemme og kan komme og nyde en kop kaffe eller et glas vin, fortæller Torben Sørensen, der har håndplukket kvalitetsvarer lige fra underhylere til manchetknapper.
- Jeg har valgt mærker, der står ved deres håndværk og har igennem det seneste halve år besøgt leverandører i hele Europa for at finde et helstøbt koncept med håndsyede sko og støvler, overtøj, lette og vaskebare konfektionshabitter og hverdagstøj som jeans, shorts, poloer, farverige sweatshirts og business-skjorter i et skarpt design, fortæller Torben Sørensen.
Han elsker at servicere folk og klæde mændene på. Og måske skubbe lidt til deres grænser, når de skal vælge tøj, fortæller han.
- For mig er det rigtige tøjvalg af stor betydning. Når tøjet har den rigtige pasform og den rigtige kvalitet, bliver det kun bedre og mere lækkert i brug, fortæller tøjmanden, der er noget utraditionel i sine åbningstider, ligesom der er mulighed for at bestille tid, hvis man gerne vil ekviperes i fred og ro udenfor normal åbningtid.